Copenhagen Jazz Festival 2011 set, hørt og oplevet af Boris Rabinowitz 8.-10. juli...
Fredag 8. juli: Brad Mehldau og Joshua Redman Duo
’Fint skal det være’, kunne der have stået som motto for den koncert, som Brad Mehldau og Joshua Redman gav i Skuespilhuset. For Mehldau gjorde sig umage for ikke at lyde som en gemen jazzpianist, og det lykkedes stort set. Med et anslag og en frasering, som gjaldt det en sonate af Beethoven. Redman prøvede ikke at skjule sin forankring i jazztraditionen, men ind imellem arbejdede han så bevidst med sine virkemidler, at han tangerede det fortænkte. Det var de givne betingelser denne aften i et repertoire, der - på et par undtagelser nær – bestod af de musikeres egne kompositioner.
Spørgsmålet var så, hvad der kunne komme ud af det. I de indledende to numre var Mehldaus akkompagnement så påtrængende, at det tiltrak sig den største opmærksomhed, men jeg noterede mig Redmans smukke tone på sopransaxofonen. Hos Mehldau er der aldrig langt fra det selvhøjtidelige og banale til det begavede, men rigtig vedkommende blev musikken først i de øjeblikke, hvor Redman opgav at spille ’interessante’ ting og gav sig hen i den uden at spekulere for meget over, hvordan han nu skulle forme den næste frase.. Det skete – ikke helt overraskende – først og fremmest i de to numre, der var hentet fra standardrepertoiret, og hvor der var et reelt, melodisk og harmonisk varieret skelet at bygge på. Nemlig i balladen ’The Nearness Of You’, hvor dog den lange coda dannede et antiklimaks (dagen efter viste Keith Jarrett, hvilken stærk virkning der kan ligge i at afslutte et nummer med blot selve temaets sidste tone eller en simpel treklang) og en ganske forrygende udgave af ’Just One Of Those Things’, hvor også Mehldau slap tøjlerne løs.
Lørdag 9. juli: Keith Jarrett Trio
Skuffelsen var til at tage og føle på i pausen efter et første sæt, der slet ikke havde imødekommet de store forventninger, man havde stillet til en koncert med Keith Jarretts trio. Den uakkompagnerede introduktion til ’On Green Dolphin Street’, som Jarrett indledte med, lød forjættende smuk, men fra det øjeblik bas og trommer faldt med ind, stod det klart, at noget var galt. Gary Peacocks bas lød så mudret, at man ikke kunne skelne tonerne fra hinanden, men især Jack DeJohnettes trommer dominerede i en grad, der nok gjorde det muligt at registrere, hvad det var, Jarrett spillede, dog helt uden den dybde i klangen, der kunne gøre musikken nærværende.
Jarrett afbrød sit spil et par gange uden at det i første omgang førte til væsentlige forbedringer, men efter pausen fik musikken – i ordets bogstaveligste forstand – en anden lyd. Flyglets niveau blev hævet, så det løftede sig fri af trommerne, og bassen fremstod anderledes distinkt. Til gengæld afslørede det, hvor urent Pracock ofte ramte tonerne. Også hans solospil i balladerne var problematisk i den måde, hvorpå han bevægede sig uden for pulsen uden at bevare en vis relation til den.
Det afgørende var imidlertid, at Jarrett nu trivedes. Det er utroligt, at han til stadighed kan finde ny inspiration i melodier, der har fulgt ham i gennem årtier, som det denne aften blandt andet var tilfældet i ’All The Things You Are’, båret frem af Peacocks nærmest skånselsløst fremaddrivende ’walking bass’ og DeJohnettes på én gang luftige og fortættede trommespil. To ekstranumre blev det til, det ene en underskøn ’When I Fall In Love’. Så helt mislykket kan heller ikke Jarrett have syntes, koncerten har været.
Søndag 10. juli: Pieranunzi meets Lundgaard & Pasborg
Det skulle vise sig, at årets jazzfestival havde endnu et musikalsk højdepunkt at byde på. Nemlig mødet med Enrico Pieranunzi, Jesper Lundgaard og Stefan Pasborg i Copenhagen JazzHouse. De sidste to gange, jeg har hørt Pieranunzi, var det sammen med Lundgaard og Jonas Johansen, og det forløb strålende. Det spændende var, hvordan det ville gå med Pasborg, og også det fungerede fortræffeligt. Det bemærkelsesværdige var, at de tre musikere, selv når de arbejdede med standardmelodier, efter nogle kor, hvor både struktur og puls blev overholdt, kastede sig ud i et frit spil, hvor begge dele blev opløst, men ikke svigtet totalt. Et spil, der krævede den største indforståelse og lydhørhed, og som lykkedes til fuldkommenhed. Faktisk har jeg aldrig oplevet ’free jazz’, hvor musikkens melodiske substans markerede sig stærkt.
Første sæt udmærkede sig ved en intensitet, der ikke blot skyldtes den energi, musikken udstrålede, men også den intellektuelle udfordring, der kendetegnede de tre musikeres sammenspil. I pausen fortalte Jesper Lundgaard, at de til prøven om eftermiddagen havde gennemgået ti stykker. Men intet af dem havde de spillet!
Det var imidlertid også musik, der havde tæret på kræfterne hos mig. Det kunne jeg mærke efter pausen. Jeg tør ikke sige, om niveauet faldt lidt, men i hvert fald følte jeg, at jeg ikke kunne rumme mere. Så jeg gik midt i andet sæt. Efter en af de oplevelser, som ikke ville have været foruden.
Boris Rabinowitsch
Politikens mangeårige jazzanmelder har trukket sig tilbage efter mange års tro jazztjeneste - men vi har lokket ham til at blogge her på jazz.dk!
Copenhagen Jazz Festival 2011 set, hørt og oplevet af Boris Rabinowitz 1.-5. juli...
Fredag 1. juli: Official Opening GinmanBlachmanDahl feat. Nils Petter Molvær og Stephen Riley, Kongens Have, og Tre tenorer med Søren Kristiansen Trio, JazzCup
Der har aldrig været så mange mennesker til den officielle åbning af en Copenhagen Jazz Festival, som der var denne gang, hvor den fandt sted i Kongens Have. Men der var nu også noget særligt at lokke med. Nemlig en musikalsk kombination, der så ualmindelig spændende ud. Trioen Ginman/Blachman/Dahl med den norske trompetist Nils Petter Molvær og den amerikanske tenorsaxofonist Stephen Riley som gæster. Hvordan mødet imellem de to sidstnævnte ville arte sig, var det store spørgsmål. Molvær, der gennem de senere år har bevæget sig langt værk fra jazzens mainstream for at dyrke elektronikkens muligheder, og Riley, der har holdt fast i The Great American Song Book, om end han har formået at give sine fortolkninger af de velkendte melodier sin egen højst personlige tone.
Jeg kom i sidste øjeblik og fandt plads med min klapstol nærmest på siden af tribunen, uden reelt udsyn til musikerne. Men det gjorde nu ikke så meget. ”Lad tonerne fortælle”, som det hedder i den gamle sang, og det kunne jeg godt nøjes med. Desuden var jeg ikke på arbejde, og også det gør en forskel. Man behøver ikke at koncentrere sig, men tage imod det, man har nu engang lyst til at tage imod, og høre bort fra resten. Så på den måde blev det en fin koncert. Både indledningsvist og undervejs blev der eksperimenteret lystigt med klanglige effekter, men da de to blæsere første gang samlede sig omkring et tema over en stabil puls, fik musikken for alvor fat i os. Riley var ude på knap så kendt terræn, og det stimulerede ham tydeligvis. Molvær spillede fraser med rytmisk bid, som hans sædvanlige producer, ECM’s Manfred Eicher, formodentlig ville have korset sig ved, Carsten Dahl brød grænser ned uden at fare vild, mens Lennart Ginman og Thomas Blachman holdt dampen oppe.
Og så pludselig et stemningsskift til ’You Don’t Know What Love Is’ med skrøbeligt, men dybt inderligt spil af Molvær og derefter Ornette Colemans ’Turnaround’ (hvornår har man senest hørt Molvær spille en regulær blues?). Senere Riley med en smuk, smuk indsats i Bill Evans’ ’Blue In Green’ (ja, jeg ved godt, at Miles Davis har tilranet sig rettighederne til den) og så det obligatoriske ekstranummer. Ved siden af mig sad et ældre ægtepar uden egentligt kendskab til jazz, som nød musikken i fulde drag, til trods for at den ind imellem kunne kradse godt i øregangene. Det var de ikke ene om.
Jeg nåede også at høre det tredje sæt med de tre tenorer Pelle Fridell, Niels ’Flipper’ Stuart og Henrik Sveidahl, ledsaget af Søren Kristiansen, Ole Skipper Mosgaard og Frands Rifbjerg tværs over gaden i JazzCup – og tak for det. Det var åbenbart Sveidahls tur til at fremføre en ballade, og det gjorde han med bravour i Monks ’Ask Me Now’, før alle tre tenorer samledes om ’Bye Bye Blackbird’. Med Stuart som en charmerende sanger. Men det interessante var at iagttage, hvordan de saxofonister, så at sige, angreb temaet fra hver sin vinkel, og hver for sig gjorde det så overbevisende, fint bakket op af trioen bag dem. Derimod satsede Fridell og Sveidahl i en meget hurtig ’Blues Up And Down’ så højt, at det gik ud over frasering og timing. Men det skal man også en gang imellem, for det altid et forsøg værd.
Lørdag 2. juli: Juhani Aaltonen, Jazzhouse
Skybrud og tordenvejr. Ikke noget at vove sig ud i. Men ved 21-tiden stilner det af, og jeg beslutter mig alligevel at tage ind til byen for at høre Juhani Aaltonens kvartet i Copenhagen JazzHouse. Opdager for sent vandansamlingen under viadukten ved Ellebjergvej, men det lykkes mig at komme igennem den og videre frem. I JazzHouse står kælderen under vand, så koncerten skal afholdes i caféen. Ikke under de bedste betingelse for hverken musikere eller det publikum, der trods alt har indfundet sig. Aaltonen har ladet sig inspirere af den seneste fase i Coltranes livslange bane som musiker. En frirytmisk, overvejende ekspressiv musik, hvor det ikke længere var den musikalske udfordring, men den spirituelle hengivelse, der var Coltranes drivkraft.
Snarere en tilstand, der har til formål ar formidle en åndelig tilstedeværelse, end en bevægelse, der rykker tilhøreren med sig. Der var såmænd heller ingen grund til at sætte tvivl ved Aaltonens hengivelse – og slet ikke ved hans evne til at transformere hele den fraseologi, som Coltrane beherskede inden for denne sene fase af sit liv, til sit eget instrument. Men i det første meget lange nummer, hvor trommeslageren mærkværdigvis insisterede på at spille et fast rytmisk mønster, samlede musikken sig på intet tidspunkt. Noget bedre gik det i det efterfølgende meget lange nummer, og det tredje meget lange nummer bød på smukt meditativt fløjtespil. Og sådan fortsatte det velsagtens. For på det tidspunkt havde jeg fået mit behov for at bladre i det gamle Coltrane-katalog mere end rigeligt dækket.
Søndag 3. juli: Sonny Rollins, Det Kongelige Teater, og Gary Burton Quartet, Jazzhouse
Modtagelsen var overvældende, da den ældre herre entrede Gamle Scene. Fuldt fortjent, når man tænker på, hvilken stærk position Sonny Rollins engang har indtaget. Og på sin vis var ligeledes imponerende, hvilken styrke der fortsat er i hans saxofontone. Men dermed er det bedste om koncerten også sagt. Der sker jo undertiden det selv med de største kunstnere, når de ældes, at de unoder, der tidligere måtte have præget deres spil og som man dengang så med overbærenhed på, fordi kvaliteterne vejede så meget desto tungere, forstærkes, som tiden går, alt imens kreativiteten svinder hen.
Sådan viser situationen at tegne sig for Rollins i dag. Det begyndte skidt med et rudimentært tema, der blev gentaget i det uendelige, og det samme var tilfældet med det ekstranummer, der satte det endelige punktum for koncerten. Mådeholdenhed har aldrig været Rollins’ stærke side, men til gengæld var der den musikalske opfindsomhed, evnen til at lade en solo skildre et kontinuerligt forløb, der førte os uimodståeligt med sig. Alt dette var væk. Tilbage var løsrevne fraser, der flagrede vilkårligt rundt, og – som nævnt før – gentagelserne. Det, man engang kunne opleve som insisterende, har forvandlet sig til det kværnende.
Der var glimt af den fordums storhed, men de var sjældne. En tone, der rejste sig knejsende smuk i rummet. Øjeblikke mod slutningen af ’In A Sentimental Mood’ i sammenspil med guitaristen Peter Bernstein, hvor Rollins gav afkald på at forplumre Ellingtons fine melodi, og i noget, der lignede et valsetema fra en gammel operette, en dialog imellem ham og trommeslageren Kobie Watkins. Sidste indslag før ekstranumret var selvfølgelig ’Don’t Stop The Carnival’. Vi nøjedes denne gang med 13 minutter. Det stående bifald, der fulgte, skal være den gamle mester vel undt. Men nu må det være på tide for ham at trække sig tilbage.
Der lød helt andre toner i Copenhagen JazzHouse, hvor Gary Burtons kvartet fortryllede publikum. Gennem samtlige de 45 år, vibrafonisten har ledet sine egne grupper, har dens musik været kendetegnet ved dens legende karakter. Legende, ikke i modstrid til alvorlig, men i betydningen tvangfri, åben for impulser. Sådan var det også denne aften, hvor både Burton selv, med en hyldest til Astor Piazzolla, kvartettens øvrige medlemmer og Thelonious Monk bidrog til repertoiret.
Tirsdag 5. juli: Hanne Boel og Jakob Karlzons 3, Det Kgl. Haveselskab
”Var det ikke flot”, spurgte Niels Christensen publikum efter dobbeltkoncertens første sæt i Det Kgl. Haveselskabs Have, der alene var forbeholdt Jacob Karlzons trio. Jo, det var det da. Derimod er jeg ikke så sikker, at den musik, vi hørte, var fremtidens jazz, som Niels Christensens sagde det, da han ved koncertens begyndelse introducerede musikerne. For musikken levede først og fremmest i kraft af musikernes – og især Karlzons eget – store potentiale som pianist. Jeg vil snarere tro, at den musik, som trioen præsenterede, kun vil udgøre en enkelt fase i Karlzons kunstneriske løbebane. I et repertoire, der fortrinsvis bestod af Karlzons egne kompositioner, var de enkelte stykker netop flot og effektfuldt bygget op, og Karlzons klaverspil kunne være frapperende i sin virtuositet. Men ikke desto mindre begyndte ensformigheden at indsnige sig. Temaerne bød ikke på megen harmonisk udfordring, og den shufflerytme, der lå under alle stykker, bortset fra et par ballader, berøvede musikken både en stor del af dens luftighed og forstærkede indtrykket af monotoni.
Det var da også i koncertens anden afdeling, da Hanne Boel havde sluttet sig til trioen, at Karlzons klaverspil åbnede sig for alvor. Aldeles fremragende i nogle passager, hvor han var alene om akkompagnementet, men i øvrigt fint understøttet af Hans Anderssons bas og Jonas Holgerssons trommer, i nogle numre med yderligere tilføjelse af Elio Lazos congas. Hanne Boel havde sammensat sit sæt med, hvad hun kaldte ’new standards’, melodier fra pop- og rockmusikken. Hun indledte med en eksalteret, overdramatisk udgave af Leonard Cohens ’A Thousand Kisses Deep’, hvor hver frase absolut skulle afsluttes med en stønnen. Det var ikke godt. På den cd, hun har indspillet med trioen, fremstår numret anderledes tilbageholdt i sit udtryk, og det er til gengæld smukt.
Men det skulle heldigvis ændre sig. Man skal forbi det punkt, hvor man hæfter sig ved Hanne Boels suveræne beherskelse af sin stemme. Måske indfinder sig dette i det øjeblik, hvor også Hanne Boel selv glemmer det og giver sig hen, så det er musikken, der fører hende. Da det skete, blev koncerten til den oplevelse, man havde håbet på, og hvor blandt andet et Steely Dan-nummer demonstrerede, hvilken unik akkompagnatør Hanne Boel har fundet i Jacob Karlzon.
Politikens mangeårige jazzanmelder har trukket sig tilbage efter mange års tro jazztjeneste - men vi har lokket ham til at blogge her på jazz.dk!
Copenhagen Jazz Festival giver "mulighed for at benytte de
mange festivalkoncerter til høre nogle af de musikere og grupper,
som man ikke så ofte (eller næsten aldrig) har mulighed for at møde
live.
" Erik Raben anbefaler sjældenheder i anden del af vores blogguide til årets program.
Af Erik Raben, studievært på Radio Jazz og medforfatter på "Jazz I Danmark 1950-2010"
Årets jazzfestival byder på en lang
række velkendte musikere og grupper, som det ganske givet ville være
spændende at høre, men der er også mulighed for at benytte de
mange festivalkoncerter til høre nogle af de musikere og grupper,
som man ikke så ofte (eller næsten aldrig) har mulighed for at møde
live.
Først danskerne. Og blandt dem
vælger jeg Thomas Agergaard-gruppen Ok Nok … Kongo, der siden
midt-90erne har indspillet flere album med en række spændende
musikere, som. f.eks. Kasper Tranberg, Mads Hyhne og Niclas Knudsen.
Saxofonisten John Tchicai har ligeledes medvirket på udgivelser, og han er
da også er annonceret i forb. med Ok Nok … Kongo-koncerten på
Frue Plads den 5. juli, men ifølge pålidelig kilde må vi dog
undvære Tchicai den tirsdag eftermiddag. I stedet kan man høre
ham med ELEkTRO, der spiller på Ofelia Beach uden for
Skuespilhuset den 4. juli.
Saxofonisten Pernille Bévort spiller
torsdag den 7. juli på Gråbrødre Torv med sin Radio Bévort-gruppe
med den franske fløjtespiller Mariane Bitran og italieneren
Francesco Cali. Jeg har ikke tidligere hørt Pernille Bévort i denne
sammenhæng, så det er en koncert, jeg ser frem til.
En af ”veteranerne” inden for nyere
dansk jazz er saxofonisten Lotte Anker og hun kan i år høres fredag
den 8. juli i Copenhagen JazzHouse med sit What River Ensemble med
bl.a. guitaristen Fred Frith. Gruppen er ikke bare multinational, men
omfatter også musikere fra forskellige musikgenrer – så der
bliver sikkert mulighed til at opleve musik, som man ikke hører hver
dag. Aftenen indledes af den norske sangerinde Sidsel Endresen.
En af jazzfestivalens alderspræsidenter
er den amerikanske saxofonist Bunky Green, som for et par år siden
rundede de 70 år. Men han er stadig i fin form, hvad man kan høre
på ”Apex”, som han sidste år indspillede sammen med
saxofonisten Rudresh Mahanthappa. I Copenhagen JazzHouse spiller
Bunky Green den 5. juli sammen med danskerne Jakob Anderskov, Nils
Davidsen og den allestedsnærværende Kresten Osgood.
Og nu jeg er ved de ikke helt unge
musikere, så glæder jeg mig til at høre Charles Lloyd, der har
været på banen med egne grupper siden midt i 60erne. Han spiller
den 6. juli sammen med sin kvartet med de med yngre musikere Jason
Moran (p), Reuben Rogers (b) og Eric Harland (dr), dvs. samme
besætning som på Lloyds seneste to cd'er.
Så jeg ser frem til nye spændende
musikalske oplevelser i de 10 dage Copenhagen Jazz Festival står på
– forhåbentlig begunstiget af vejrguderne!
Studievært på Radio Jazz og medforfatter til "Jazz I Danmark 1950-2010"
"Ingen tvivl om at de, der finder ud på de mindre spillesteder og kommer i
nærkontakt med den levende musik, har gode chancer for at hente
uforglemmelige oplevelser..." Første del af vores blogguide med anbefalinger til årets program for Copenhagen Jazz Festival.
Af Kjeld Frandsen, anmelder og journalist for Berlingske Tidende
Så er den der igen. Altså jazzfestivalen. Og som det er tilfældet med andre af årets højtider, så bliver de mellemliggende intervaller bare kortere og kortere. Og for mit eget vedkommende er det lige pludseligt 25. gang, jeg står klar til at kaste mig ud i hvervet som dagbladsanmelder og – efter mere eller mindre kryptiske prioriteringer - forsøge at kortlægge, hvad der sker. Og det er jo ikke blevet lettere, idet Copenhagen Jazz Festival i samme periode er vokset fra 300 til 1000 koncerter.
Udviklingen til dette astronomiske antal, der gør festivalens til verdens største, er heldigvis ikke sket ud fra en centralt placeret event-gruppes ideologier. Det er ganske enkelt et samlet resultat af de initiativer, som entusiastiske mennesker har taget hist og her, og som i rigt mål har udformet sig til noget, publikum med glæde vender tilbage til.
Historisk set har Copenhagen Jazz Festival været præget af mange forsøg, og ret beset var det først omkring årtusindskiftet, at man kunne fornemme festivalens egentlige gennembrud – både med hensyn til identitet og publikum. Så selv om vejret ikke skal undervurderes, er det ikke længere alfa og omega.
Men intet er selvfølgelig fuldkomment. For mit eget vedkommende har jeg primært haft kritik med hensyn til ”Giant Jazz”, altså betegnelsen for festivalens flagskibe, hvor publikum bliver lovet både ”giant” og ”jazz”. Der har været mange eksempler på ”enten-eller” og sågar også nogle ”hverken-eller”, også selv om jazz er et meget vidt begreb. Festivalen skal så have den ros, at den stort set holder sin stil ren, forstået på den måde, at den ikke - som det sker på mange andre store jazzfestivaler – supplerer med pop/rock-supernavne for at sikre sig et publikum.
I år har jeg ingen anker med hensyn til festivalens ”Giant Jazz”, selv om problemet med giganter jo er, at de i bedste fald ikke skuffer. Men med pianisten Keith Jarrett og tenorsaxofonisten Sonny Rollins på samme festival bliver det i jazzsammenhæng næppe større. Og jeg håber ikke, at Sonny Rollins skuffer. Han er en af mine gamle helte. Jeg var så privilegeret at opleve ham ved koncerten med betegnelsen ”Copenhagen Jazz Festival” i Tivolis Koncertsal i 1965, hvor han fik et mildt sagt inspirerende med- og modspil fra en ganske ung dansk musiker ved navn Niels-Henning Ørsted Pedersen.
Dengang var noget sådant sensationelt. I dag er der bare ligeværdighed mellem danske og udenlandske musikere. Og selv om der ikke skal kastes vrag på de store internationale flagskibe, så kunne festivalen sagtens gennemføres udelukkende med danske musikere og alligevel give uanede mængder af unikke jazzoplevelser.
Ingen tvivl om at de, der finder ud på de mindre spillesteder og kommer i nærkontakt med den levende musik, har gode chancer for at vil hente uforglemmelige oplevelser. Og selv om jeg absolut ikke skal beklage, at jeg i embeds medfør skal høre så mange som muligt af de tilrejsende stjerner, så fortæller programmet mig, at jeg sideløbende går glip af utroligt meget spændende musik.
Det dér med at glæde sig, ligger ikke for mig, jeg er bedre til at glæde mig over tingene, når de sker. Men jeg har da spottet endnu en anden af mine gamle helte, og jeg håber ikke, han skuffer. Det er den nu 75-årige finske tenorsaxofonist Juhani Aaltonen, som af besynderlige grunde ikke har spillet i København i umindelige tider. Han er velfortjent nomineret til Nordisk Råds Musikpris 2011, ligesom ethvert biografisk jazzleksikon med respekt begynder med netop denne musiker.
Vi ses derude!
Anmelder og Journalist ved Berlingske Tidende, København
Fredag 28. januar 2011.
Søren Lampe og Lars Jansson kvartet - Kulturhuset Islands Brygge.
Jeg er ikke tidligere stødt på navnet Søren
Lampe. Så hvorfor ikke indlede årets Vinterjazz med at stifte bekendtskab med
noget så sjældent som en dansk jazzsanger? Så meget desto mere som han skulle
nyde det privilegium at blive ledsaget af den svenske pianist Lars Janssons
kvartet? Noget af det første, jeg bemærkede, var, at Lampe brød sin sang op med
mange pauser. Og pauser er vigtige. De skaber luft og kan bidrage med at give
foredraget rytmisk intensitet. Men Lampe hakker sine tekstlinjer op med for
mange pauser. Så mange, at meningen sløres. Måske for at dække over, at Lampe
har svært ved at bære en lang strofe igennem. For sandt at sige så er der ikke
meget overskud i hans stemme. Finest kom den til sin ret, når den ikke udsattes
for større prøvelser. Som det var tilfældet i en neddæmpet version af balladen
’Polka Dots and Moonbeams’ og senere i ’Den första gång jag såg dig’, her kun
akkompagneret af Jansson ved flyglet. Det gjorde indtryk.
Så
med al respekt for Lampes entusiasme, så var det kvartetten, der gjorde koncerten
til en så positiv oplevelse. Jeg har haft fornøjelsen at anmelde Lars Jansson
nye cd, ’What’s New’, til det kommende nummer af Jazz Special, hvor han sammen
med bassisten Thomas Fonnesbæk og sin søn Paul Svanberg har kastet sig over en
række standardmelodier. Engang for længe siden betegnede jeg Jansson som ’the
missing link’ mellem Bill Evans og Keith Jarrett, men netop denne plade viser,
at han med tiden nok er rykket Jarrett nærmere. Ikke mindst I den måde, hvorpå
melodien til stadighed er til stede som den røde tråd i et spil, der er
fuldstændigt renset for faste licks. (Det kan man ikke påstå om Bill Evans) Sådan
var det også denne aften. Kvartettens fjerde mand var Hans Ulrik på tenor- og
sopransaxofon. Han går anderledes til værks. For ham er det ikke så meget temaet,
selve melodien, men ofte snarere dens struktur, der danner grundpillen i hans
spil og som han skaber sin egen overbygning til. Og det førte til både
overraskende og vildt inciterende resultater. Fonnesbæk viste sig som en
bassist, der ikke blot forstod at vælge sine toner med omhu i sin rolle som
akkompagnatør, men som også var mand for en herlig solo i Toots Thielemans’
’Bluesette’, og unge Paul Svanbergs er et oplagt talent, der både udviste
lydhørhed og evne til give sine medspillere de nødvendige spark.
Boris Rabinowitsch
Lørdag 29.januar.
Scott Hamilton og Jesper Thilo - Copenhagen
JazzHouse
En gang imellem kan man blive klogere ved at
være uvidende. For det er jo sådan, at når man først har dannet sig et billede
af kunstner, så kan det være svært at bevæge sig væk fra det igen. Det var det,
der skete efter at Scott Hamilton besøgte os første gang i maj 1979 i
Montmartre i Nørregade. Her var en ung, hvid tenorsaxofonist, der strikt imod
tidens ånd ikke blot havde udvalgt sig swingtidens store, sorte koryfæet, men
som såmænd også optrådte i et altmodisch outfit fra 1930’erne. Vi var
adskillige dengang, der syntes, at manden var lidt til grin. Men det skulle
altså ændre sig for mit vedkommende. For nogle år senere dumpede jeg
uforvarende ned i et stykke musik, hvor jeg hørte en tenorsaxofonist, hvis spil
dannede en fuldkommen symbiose af impulser fra Lester Young og Ben Webster. Et
spil, der blev båret frem af et melodisk flow, der trak én uimodståeligt med
sig. Jeg var dybt betaget, men havde ikke ringeste anelse om, hvem det mon kunne
være.
Pladen
viste sig at være Rosemary Clooneys lp ’With Love’, optaget i november 1980,
numret var ’Just In Time’ og
tenorsaxofonisten var - Scott Hamilton. Siden har jeg fulgt ham med usvækket
opmærksomhed og er på intet tidspunkt blevet skuffet. Det blev jeg heller ikke
ved denne lejlighed, hvor der tilmed var lejlighed til at høre ham ved siden af
vor egen Jesper Thilo, ledsaget af Søren Kristiansen, Jesper Lundgaard og
Kristian Leth. Det blev til en spændende konfrontation mellem to forskellige
temperamenter. Thilo som den iltre, Hamilton som den sindige, om end han ind
imellem også kunne bide godt fra sig som i en aldeles forrygende udgave af
’Blues Up And Down’. Hamilton er forblevet tro over for sit musikalske
udgangspunkt, men bebopfraseologien er ham heller ikke længere fremmed, så i
dag kan man opleve som en naturlig efterfølger til Zoot Sims, en af mine
absolutte favoritter. Både Hamilton og Thilo har forstået at bygge videre på
deres oprindelige kilder, så de begge markerer sig som højst personlige
musikere, og det blev vi ikke mindst vidne i en anden blues, Thelonious Monks
’Blue Monk’, hvor det langt tilbage var Lester Young, der var nærværende i Hamiltons
solo, mens det for Thilos vedkommende var Eddie ’Lockjaw’ Davis og i
særdeleshed Coleman Hawkins.
Søren
Kristiansen var i sit mest Oscar Peterson’ske hjørne ved at flygel, der lød,
som om det havde kendt sine bedste dage. Hvad der dog ikke forhindrede ham i at
fungere som en lysende medlevende medspiller. Specielt i et par ballader som
’Tenderly’, hvor Hamiltons fortolkning osede af maskulin sødme, og senere i
andet sæt, da det blev Thilos tur i ’Stardust’. Og også Kristiansens solo i
’Just Friends’ bød på noget ganske særligt. Lundgaard var en fremragende støtte
aftenen igennem. I et par tilfælde som eneste ledsager til Hamilton, der næppe
kan være så forvænt med denne type opbakning, som han fik denne aften, og selv
om Kristian Leth ikke er den mest sprudlende trommeslager, så udfyldte han sin
rolle som timekeeper udmærket.
Boris Rabinowitsch
Søndag 30. januar 2011.
Kurt Elling og Klüvers Big Band - Den Sorte
Diamant.
Man skal ikke tillægge det for stor betydning,
at det amerikanske tidsskrift Down Beat elleve år i træk har kåret Kurt Elling
som den bedste mandlige jazzvokalist. Ser man på antallet af de afgivne
stemmer, så er det kun en begrænset del af tidsskriftets samlede læserskare,
der har fundet det ulejligheden værd at sende deres stemme ind. Og for det
andet vidner disse afstemninger om den konservatisme, der præger dem. Er man
først én gang nået til tops, så skal der usædvanlig meget til for at blive
forstødt fra den igen.
Dermed
være ikke sagt, at Elling er nogen dårlig sanger. Han er i besiddelse af en
virkelig flot røst, som han er i stand til at kontrollere indtil mindste
detalje, og efter publikumsreaktionerne at dømme forstår han også at sælge
varen. Og det er netop hans problem, hvis man skal vurdere hans kunstneriske
status. For der er noget alt for demonstrativt, noget selvsmagende, ved den
måde, han bruger sin stemme på. Næsten alt, han foretager sig, virker mere
eller mindre påtaget. Og det er det, der stiller sig i vejen for, at jeg kan
fornemme nogen form for ægte indlevelse i hans sang. Han kan komme tæt på, og
det var han i koncertens ekstranummer. ’My Foolish Heart’, i et meget, meget
fornemt arrangement af Bob Mintzer. Og i et andet fremragende arrangement af
’Nature Boy’ bevægede han sig ganske vist ud på overdrevet, men effektfuldt var
det. Til gengæld var det tæerkrummende at høre ham kaste sig ud i scatsang, og
ligeledes var det svært at opfatte Ellings tolkning af James Moodys ’Mood for
Love’ som en ’hyldest’ til denne i den måde, hvorpå han radbrækkede den
fraseringsmæssigt.
Der
var altså momenter undervejs, hvor man fuldt ud kunne anerkende Ellings
dygtighed som performer, men et langt større udbytte havde jeg af Klüver Big
Bandets bedrifter. Ikke mindst efter pausen. Hvor der også var kommet bedre
styr på lyden. Orkestret havde ved denne lejlighed igen Morten Lund på trommer,
der også for år tilbage var manden, som formåede at løfte det op på et højere
niveau. Ensembleklangen fremstår i dag anderledes forædlet i sine dynamiske
afskygninger, og så råder det over en række solister, der virkelig er værd at
låne øren. Trompetisten Jakob Buchanans indsatser blev for mig noget af en
åbenbaring, og tenorsaxofonisterne Michael Bladt og Claus Waidtløw samt
pianisten Mads Bærentzen svarede ligeledes for fine indlæg, Også altsaxofonisten
Niels Lyhne Løkkegaard har vist sig som en begavet musiker, men han synes at
befinde sig i en fase, hvor han med et mærkeligt kværnende spil ikke rigtigt kommer
nogen vegne.
Boris Rabinowitsch
Søndag 6. februar 2011.
Eliane Elias Trio. Det Kongelige Teater Gamle Scene.
En kraftig overforstærkning. Et flygel, der det meste af tiden bliver trakteret med pedalen i bund. Samt er usædvanlig højloftet auditorium med meget lang efterklang. Bestemt ikke den heldigste kombination, når det gælder en jazzkoncert. Til det kan man tillægge en vokal, hvor der absolut ikke var sparet på kunstig rumklang. Sådan var de vilkår, man bød publikum ved koncerten med Eliane Elias’ trio på det Det Kongelige Teaters Gamle Scene.
Jeg ved godt, at nogle er i stand til at abstrahere fra det og nyde koncerten selv under de givne omstændigheder. Det kan jeg desværre ikke. Jeg kan ikke lade være med at forestille mig, hvilken nydelse en koncert kunne have været under mere gunstige omstændigheder. Og jeg kan fortsat undre mig over, at man ikke engagerer lydfolk med en større forståelse for, at en mere mådeholden forstærkning ville kunne udrette underværker. Så at man f. eks, kunne opleve et flygels egenklang eller undgik, at lyden koksede sammen i ensemblepassager. Faktisk er problemet det samme DR’s store koncertsal med hensyn til jazzkoncerter, og det er ikke blevet mindre, efter at man har ’forbedret’ akustikken ved at forøge salens efterklangstid.
Ja, det var det sædvanlige hjertesuk fra min side. Og det satte naturligvis sit præg på min oplevelse af Eliane Elias’ koncert. Jeg har fulgt hende, fra hun første gang besøgte København med gruppen Steps Ahead i 1982, og jeg har også fra første færd noteret mig hendes usædvanlige talent. På flere måder danner hun en parallel til Keith Jarrett. Ikke mindst i den måde, hvorpå hun fraseringsmættet bevæger sig omkring beatet, og som hun i sit improvisationsspil trækker sine melodiske linjer, båret af en indre logik, der på én gang forbinder det fortrolighedsskabende med det overrumplende. Det gav sig til kende, når hun spillede jazzens standards og Antonio Carlos Jobims kompositioner, hvor det ligeledes var et harmonisk rigt varieret materiale, der lå til grund. Gennem de senere år har dette imidlertid forandret sig. I sine egne kompositioner, i nogle tilfælde skabt i samarbejde med Marc Johnson, dyrker hun et melodisk og harmonisk mere forenklet koncept, hvor de tidligere nævnte så raffinerede linjer er afløst af et anderledes perkussivt, næsten pauseløst hamrende spil, der nok kan opleves som frodigt blomstrende og rytmisk inciterende, men som også forekommer sig mere ordinært. For på det punkt har hun jo flere forgængere som bl.a. Tania Maria.
Det var sådan Elias lagde ud. Og det måtte så være, hvad det var. Omslaget kom i en ballade af Jobim. Ofte siger jo antydninger mere end store ord, og det var det, der skete her. Nærvær og inderlighed. Senere fulgte en lang hyldest til Bill Evans, et idol for Elias siden hun elleve år. Jeg kunne godt have tænkt mig, at det, der var tilsigtet at lyde som et piano – for ikke at sige pianissimo – også fik lov til det. Men sådan skulle det altså ikke være denne sene eftermiddag. Dog fik vi hørt, hvilken forskel det gjorde at arbejde inden for et harmonisk univers som det, Evans havde udviklet. Og det var ligeledes Evans, der med sin kendingsmelodi fik det sidste ord ved koncerten. Marc Johnson var på gammel hjemmebane, og Magnus Öström, trioens nye svenske trommeslager, markerede sig for alvor som en gevinst for gruppen.
Boris Rabinowitsch
Politikens mangeårige jazzanmelder har trukket sig tilbage efter mange års tro jazztjeneste - men vi har lokket ham til at blogge her på jazz.dk!