Mandag 5. juli.
Læste fredag morgen i Politiken Birger Thøgersens fine interview med den indisk-amerikanske pianist Vijay Iyer og kom til at tænke på en aften tilbage i 1960’erne, da jeg – via mit arbejde – var kommet i forbindelse med en inder, der viste sig at være jazzinteresseret. Jeg tog ham med i Jazzhus Montmartre, og på mit spørgsmål om, hvad der ham tiltrak ved jazzen, svarede han: ”Den er så dejlig primitiv.”
I modsætning til den klassiske indiske musik, der forekom ham alt for akademisk. Der kunne man altså se, hvor forskelligt man kunne anskue den samme musik, hvis man kom fra forskellige musikalske kulturer. Med til billedet hører dog også, at de mere komplicerede skæve taktarter på daværende endnu ikke havde holdt deres indtog i jazzen.
Jeg ved ikke, hvordan det forholder sig i Indien i dag. Om der eksisterer en indisk jazzscene af betydning, for landet har jo aldrig åbnet sig for vestlig kulturpåvirkning i samme grad som et andet asiatisk land, nemlig Japan, der har frembragt en lang række fremragende jazzmusikere af egen avl. For de få indiske jazzmusikere af indisk oprindelse, som vi kender til, Trilok Gurtu, Rudresh Mahanthappa og nu også Vijay Iyer, er jo alle kommet i forbindelse med musikken i omgivelser langt borte fra Indien.
Man fornemmer da heller ingen indisk indflydelse i den musik, Iyer spiller. Når han alligevel betegner sig selv som noget af en outsider, så skyldes det, at han er en enegænger. I slægt med andre pianister som Thelonious Monk, Herbie Nichols og Andrew Hill. Slægtskabet med Monk trådte især frem, da han i aftenens andet sæt i Copenhagen Jazzhouse søndag aften spillede balladen ’Darn That Dream’. Slægtskabet var umiskendeligt, men samtidig var der tale om en helt og aldeles selvstændig fortolkning. Og endnu stærkere gik det selvstændige udtryk igennem i Iyers egen musik. Minimalistisk i sit udspring, små motiver, der kunne fremstå som tilfældigt opståede, men absolut ikke var det og gradvist kunne udvikle sig til musikalske bygningsværker af til tider gigantisk format. Lad det også være sagt, at der på denne måde kunne gå lovlig meget ramasjang i den, og at det kun var undtagelsen, når Iyer i sin musik skabte noget, der lignede melodisk kontinuitet. Men igen, det vi hørte, var ikke bare personligt, men også overbevisende. For til trods for, at Iyer måske ikke umiddelbart imødekom de forventninger, man sædvanligvis ville stille til en jazzmusiker (eksempelvis med hensyn til frasering), så opdagede jeg til min egen forbløffelse på et tidspunkt, at jeg var hooked på det, han spillede.
Ja, han – og hans to medspillere. For det var i høj grad det eminente samarbejde de tre musikere imellem, der bar musikken frem med en sådan kraft. Stephan Crump var vel ikke den mest spændende solist, men som akkompagnatør udfyldte han en væsentlig rolle. Derimod var trommeslageren Marcus Gilmore fabelagtig i sit med- og modspil til Iyers. I en kombination af utrolig intensitet og fuldkommen afspændthed. Og i slutningen af andet sæt med en lang solo, der i sine på tværs gående eruptioner på intet tidspunkt fraveg den tilgrundliggende, underforståede puls.
Tidligere på aftenen kunne man høre tenorsaxofonisten Joe Lovano med DR Big Band i DR-byens store koncertsal. Forinden præsenterede orkestret dog en nyskreven timelang suite af Peter Jensen. Åbenbart en bestillingsopgave, der skulle tegne et broget billede af amerikansk kultur. Jensen har som arrangør præsteret fremragende ting, men denne gang slog det fejl. Noget af skylden kan tillægges selve salen, hvor musikken denne aften lød lige så forskrækkelig som i det gamle Radiohus. Forstærket, så instrumenternes naturlige klang fremstod forvrænget, så snart der kom det mindste tryk på, med grødet ensemblespil samt buldrende trommer og en ufokuseret, mudret basstemme.
Det kunne Jensens værk selvfølgelig ikke være tjent med. Men skønt det skulle tegne et broget billede, virkede det alligevel for usammenhængende og usikkert disponeret. Indledningen, en kvarterlang prolog, hvor et tema, baseret på skæve intervalspring, blev repeteret på skift mellem en banjo og ensemblet, begyndte allerede at tære kraftigt på tålmodigheden. Senere fulgte blues- og gospelagtige sekvenser i vilkårlig orden og først til sidst kom der så meget samling på tropperne, at værket i det mindste kunne afsluttes effektfuldt.
Lyden var fortsat et problem, da Lovano efter pausen gik på scenen. Men trods alt gik det lidt bedre. Han havde medbragt en række arrangementer, der var knap så kringlede og derfor - trods omstændighederne – fungerede mere hensigtsmæssigt. Dels i nogle af Lovanos egne bebop-influerede kompositioner, dels i nogle af andres jazztemaer, der tidligere har vundet hævd. Det var ligeledes tydeligt, at orkestret og dets solister spillede langt mere frigjort i dette repertoire, og det gav bonus. Både Thomas Fryland på trompet. Peter Fuglsang på altsax og Lars Møller på tenorsax tegnede sig for fine indsatser, og Lovano selv viste sig fra sin bedste side i bl.a. Bill Evans’ smukke ballade ’Turn Out The Stars’. Sine store kvaliteter til trods har han en tilbøjelighed udfylde sit spil med for mange løb op og ned ad instrumentet. Og det fremtrådte klarest, da han overlod ordet i en anden ballade, Horace Silvers ’Peace’, der afsluttede koncerten, til pianisten Henrik Gunde, der med langt færre, men velvalgte toner fandt ind til den fornemme kompositions kerne.
P.S. Hørte for resten også det første sæt med Herbie Hancock i Operaen lørdag aften. Det jeg vil huske, er Tal Wilkenfelds stærke spil på el-bas og guitaristen Lionel Louekes fine fortolkning af ’Round Midnight’. Resten var absolut forglemmelig.
Onsdag 7. Juli.
Esperanza Spaulding på Det Kgl. Teaters Gamle Scene anskueliggjorde endnu engang, hvor umuligt jazzen har det i store rum med højt til loftet. Og jo mere man forstærker musikken, desto værre får den det. Den havde det helt ad helvede til i det første nummer, hvor det, der skulle forekomme som sang, blev til skrigen. Jeg tror nok, at man efterhånden dæmpede lyden en lille smule, men egentlig tilfredsstillende blev den aldrig. Derfor fortjener hun ros for, at så meget alligevel nåede at gøre et godt indtryk. Siden hun var her første gang, har hun udviklet sin beherskelse af stemmen i betydelig grad. Hun bruger den heller ikke længere som et akkompagnement til sit basspil, der dengang snarere var kendetegnet ved sin ekvilibrisme end ved sin omtanke, men i en selvstændig funktion i egne kompositioner, der faktisk taler et ganske originalt tonesprog.
Noget helt klart indtryk af hendes stemme fik dog ikke på noget tidspunkt. Jeg ville gerne have hørt gruppen i et mere intimt lokale, hvor der ligeledes blev lejlighed til at høre noget mere instrumentalt spil, især fra guitaristen. Glimrende trommeslager, men pianisten nøjedes stort set med at spille den samme op- og nedgang ad klaviaturet hele tiden. Værst i et nummer, der var tilegnet Eric Dolphy, hvis man da ikke skulle opleve det som en parodi på altsaxofonisten egen spillestil. Og det tror jeg næppe var hensigten.
Efter pausen en discount-udgave af Marcus Millers og Miles Davis’ ’Tutu’, nu med Miller selv i forreste linje. Hørte den oprindelige plade her til morgen, og selv om de rytmiske mønstre, musikken bevæger sig i, mere eller mindre er de samme, så klinger musikken i den oprindelige udgave på ingen måde så stereotyp, som det denne aften var tilfældet. Det bedste nummer på pladen er ’Portia’, og det var det også ved koncerten, hvor både trompetisten Sean Jones og Miller selv leverede agtværdige indsatser som solister. Så begyndte de på ’Jaen Pierre’ (som nu ikke har så meget med ’Tutu’ at gøre), og det kunne række for mit vedkommende.
- Boris Rabinowitsch
Politikens mangeårige jazzanmelder har trukket sig tilbage efter mange års tro jazztjeneste - men vi har lokket ham til at blogge her på jazz.dk!
Herbie Hancock fylder 70 i april, udsender nyt album i juni – og i juli er han hovednavn på Copenhagen Jazz Festival. Superlegenden kan opleves 3. juli i Operaen.
Caetano Veloso er måske i virkeligheden den største af alle nulevende brasilianske sangere/sangskrivere... I hvert fald lægger han nu langt om længe vejen forbi København – nærmere betegnet Det Kgl. Teaters Gamle Scene d. 5. juli.
Joshua Redman – en af klodens sejeste saxofonister kan opleves med sit Double Trio-projekt to aftener i træk på JazzHouse. Og ja, eventuelle ståpladser sælges ved indgangen helt op til koncertstart...
Derudover vil festivalen byde på navne som Joe Lovano, Marcus Miller, Palle Mikkelborg, Jason Moran, DR Big Band, Marilyn Mazur – for slet ikke at tale om allerede offentliggjorte navne som Diana Krall, Elvis Costello, John Abercrombie, Bill Frisell, Richard Bona og mange flere...
Det samlede program for den 32. udgave af Copenhagen Jazz Festival udkommer i maj.
- nyheder fra en verden af jazz...
Lørdag 30. januar - Randy Brecker & DR Big Band
Nej, Andy Garcia medvirkede ikke i den anden af filmene i Francis Ford Coppolas Godfather-trilogi, men i den tredje. Og nej, DR Big Band er ikke ’Verdens bedste big band’. For at sætte et par ting på plads i de annonceringer, som aftenens dirigent, Michael Bojesen, introducerede koncertens repertoire og orkestret med. Men et glimrende ensemble er det, og det fik man da også med mellemrum indtryk af, da det med trompetisten Randy Brecker som solist optrådte i DR Byens store koncertsal lørdag aften.
For det viste sig ikke være nogen lykkelig idé, at også et udsnit af Radiounderholdningsorkestret skulle give sit besyv med. Når begge ensembler forenede sig i et samlet lydbillede, lød det ikke godt. I forvejen havde velunderrettede kilder, Kjeld Frandsen og Peter H. Larsen, der begge havde hørt DR Big Band spille uden forstærkning i den samme sal, ladet mig forstå, at man under disse omstændigheder ganske vist var i stand til at høre, hvad der blev spillet, men at det var umuligt at komme i nærkontakt med musikken. Denne aften var der så lagt forstærkning på, men heller ikke det var tilfredsstillende. En mere diskret forstærkning kunne måske have været til gavn, men som den fungerede ved denne lejlighed, berøvede den mange af instrumenterne meget af deres naturlige klang, og når samtlige instrumentgrupper var aktive samtidigt, var resultatet en ubestemmelig grød.
Der var undtagelser. ’Summertime’ i Gil Evans’ arrangement og med guitaristen Per Gade som solist, hvor big bandet var alene på banen, klang smukt. Jeg oplevede også en passage, hvor strygerne og saxofongruppen stod over for saxofongruppen, som rigtig vellykket. Koncertens højdepunkt for mig var dog ’Round Midnight’, hvor også Brecker, her på flygelhorn, viste sig fra sin bedste side. Og det vil sige, at han holdt igen med at demonstrere sin uomtvistelige virtuositet. Den var imponerende, men jeg nåede at blive træt af hans alt for mange instrumentale snurreture, længe inden koncerten var forbi. Det var synd, for jeg tænker tilbage på en aften for ikke så mange år siden i Huset, hvor Brecker sammen med Niels Jørgen Steens Monday Night Big Band trængte langt dybere ind i musikken.
Når jeg har nævnt, at klangbilledet stod grumset, er det naturligvis ikke ensbetydende med, at der blev spillet dårligt. Blandt big bandets egne solister tegnede foruden Per Gade også Henrik Gunde på piano, Steen Hansen på basun, Kaspar Vadsholt på bas, Nicolai Schultz på fløjte, Lars Møller på tenorsax og navnlig Peter Fuglsang på altsax sig for en række udmærkede indsatser, og for arrangører som Vincent Nilsson, Jesper Riis, Peter Jensen og Gerard Presencer må der have ligget en særlig udfordring i at inkludere en strygerguppe inden for rammerne af det samlede musikalske billede. Det lykkedes fint for Vincent Nilsson og Jesper Riis, mindre godt for Peter Jensen, der til gengæld kan trøste sig med, at han nu i hvert fald – med vekslende held - har prøvet en masse muligheder af, mens Presencers arrangement af ’Skylark’ slet ikke formåede at yde den kønne melodi retfærdighed.
-
Fredag 5. februar - Chris Potter & DR Big Band
Det var sommeren 1990. Trompetisten Red Rodney, der i sine unge år havde været medlem af Charlie Parkers kvintet og senere i en lang periode havde opholdt sig her i landet, var vendt tilbage til Danmark med sin egen gruppe, der denne aften skulle spille i Tivolis Jazzhus Slukefter. Før musikerne gik på scenen, kom Rodney ned til vores bord for at hilse på. Han fortalte, at han havde været konsulent på Clint Eastwoods film om Parker, ’Bird’, men havde været noget skuffet over resultatet. Men mest ivrigt var han for at fortælle, hvor stolt han var over at have en helt usædvanligt talentfuld, kun 19-årig saxofonist med i sit band.
Navnet var Chris Potter, og Rodney havde ikke sagt for meget. Dengang hørte vi Potter på både sopran-, alt- og tenorsaxofon, med alten som det instrument, der syntes at ligge ham nærmest. På et tidspunkt satte han sig også til flyglet, hvor han gav et trionummer sammen med bassisten Jens Melgaard (der indgik i Rodneys gruppe, også da den turnerede videre rundt omkring i Europa) og trommeslageren Jimmy Madison. Bagefter kunne man ligefrem have medfølelse med kvintettens ordinære pianist, Gerard D’Angelo, der slet ikke evnede at leve op til Potters standard.
Hvordan det siden er gået Potter, ved vi, der har fulgt ham. I dag hævder han sig som en af sin generations betydeligste tenorsaxofonister, og det fik vi igen bekræftet, da han denne aften optrådte sammen med DR Big Band i DR Koncerthusets Studie 2. Det nye var, at han ved denne lejlighed også skulle gøre det med sin egen musik, udsat for stor besætning. Jeg kom til at tænke på, at Palle Mikkelborg engang beskrev sig som ’tonestrateg’, og det kunne ligeledes være en passende beskrivelse for Potter. For hans kompositionsmetode består netop i, at han rokerer rundt med flere parallelt løbende motiver af melodisk/rytmisk karakter, der overlapper hinanden.
Man skal ikke give sig af med at finde ud af taktarter, men blot lade sig besætte af den strømmende energi, der flyder gennem musikken. Den udmærker sig ikke ved nogen egentlig melodisk struktur eller kontinuitet, og det gav sig til kende, da trompetisten Mads LaCour og basunisten Steen Hansen stod frem som solister. For dem var der ikke meget at arbejde med. Anderledes med Potter selv. Utroligt at han formår at blive ved med at hive sig selv op ved håret. At han er i stand til at kombinere sin glødende ekspressivitet med et så strengt behersket overblik, hvor hver frase bygger på den foregående.
Og meget mere end imponerende var også den indsats, som Magnus Hjort, der denne aften sad ved flyglet, leverede i det sidste nummer før pausen, der ubetinget var koncertens højdepunkt. Også i dette tilfælde et stykke musikalsk arkitektur, der blev bygget op fra grunden for at nå det storslåede. Betagende var det samtidigt at iagttage Potter, som han stod med lukkede øjne og i sit mimespil gav udtryk for, hvordan han levede med i hver tone, Hjort spillede.
Også i ’All The Things You Are’, koncertens eneste standardnummer, fremført af en kvintet med trompetisten Gerard Presencer som Potters medblæser, spillede Hjort en glimrende solo. Til gengæld anede han ikke, hvad han som akkompagnatør skulle stille op, da det var Presencers tur. Og det bør man ikke lægge Hjort til last.
Andet sæt indledte Potter enkelt og ligefremt med et tema af stor skønhed. Jeg må tilstå, at jeg gerne havde hørt det udviklet videre gennem stykkets fortsatte forløb, men sådan skulle det ikke være. I det hele taget gjaldt det, at andet sæt ikke føjede noget til det, som vi havde hørt forinden i stærkeste udfoldelse. Men alligevel står indtrykket tilbage af en glimrende koncert, der satte det danske orkester på en virkelig udfordrende prøve, som det bestod.
-
Lørdag 6. februar - Stefano Bollani Trio
Som på deres seneste pladeudgivelse, ’Stone In The Water’, indledte Stefano Bollani, Jesper Bodilsen og Morten Lund også deres koncert i Den Sorte Diamants Dronningesal med Caetano Velosos ’Dom De Iludir’. Nedtonet til det yderste, med et nærmest henåndet anslag, der skabte en magi, som skulle vise sig at bære os gennem de følgende timer. Men i modsætning til cd’en, der konsekvent holder fast i sin alvorsprægede grundstemning, kom de andre sider af trioens, men frem for alt Bollanis anderledes sammensatte temperament ikke til at fornægte sig.
Bollani er ikke blot en virtuos af Guds nåde, men også en spilopmager af første rang. ’There’ll Never Be Another You’ afsluttede han med en omgang uimodståeligt vokalt gøgl, som man næppe oplever det hos nogen anden jazzpianist. Men inden da havde vi hørt klaverspil af en overrumplende kreativitet, der ikke mindst kom til udtryk i den fuldstændig uanstrengte rytmiske frigjorthed, han formulerede sig med. Lige så sjældent er det at møde en pianist med et så hårfint nuanceret anslag. Måden, hvorpå Bollani kan få en tone for tone enslydende frase til at skifte karakter er netop – som antydet før – magisk. Springet fra den rene løssluppenhed til dyb indlevelse sker uden mindste varsel. Hvilket også vidner om, denne løssluppenhed er andet og mere end skæg og ballade.
Det var en herlig koncert, som også Bodilsen og Lund havde deres betydelige andel i. I et med- og modspil, der fulgte Bollani helt til dørs. Og hvori også Bodilsens ’Pigen, der fløj’ (fra hans egen nye udgivelse ’Short Stories for Dreamers’) indgik i programmet. Undervejs gik det op for mig, at det kønne tema faktisk er beslægtet med Toots Thielemans’ genistreg ’Bluesette’.
-
Søndag 7. februar - Pat Metheny "Orchestrion"
På scenen i Tivolis koncertsal Pat Metheny, alene med en række slagtøjsinstrumenter stående bag sig. Først, traditionen tro, et par ikke særligt spændende stykker for sologuitar. Overforstærket i en sådan grad, at selve denne omstændighed tiltrak sig al min opmærksomhed. Så kastede Metheny sig ud i en improvisation, der viste sig at bygge på ’All The Things You Are’. Indledningsvis uakkompagneret, efter et antal kor med tilkomst af en rytmeboks, der lød som en tamburin. Nu begyndte det at fænge. Så blev det store bagtæppe trukket op, og det afslørede i førstesals højde et endnu større arsenal af instrumenter.
Dermed kom der for alvor skred i sagerne. Metheny, ene mand med sin guitar og en større samling på gulvet liggende aggregater, han kunne betjene med foden, mod en klangverden, der omfattede diverse perkussion, keyboards, synthesizere og præindspillede forløb. Hvordan det lod sig gøre, fik vi på et senere tidspunkt under koncerten både en slags forklaring på og en demonstration af.
Det, der betød noget, var dog, hvilken oplevelse musikken formidlede. Også det blev til en blandet affære. Der var tidspunkter, hvor den konstant syntetiske lyd føltes enerverende. Men der var også andre, hvor Methenys ubestridelige musikalske format og engagement samt, ikke at forglemme, det stærke melodiske materiale stak så stærkt igennem, at det fik mig på krogen. Og så oplevede jeg det som et plus, at koncerten i så høj grad dokumenterede Metheny i sin egenskab af jazzmusiker. På denne måde blev den ligeledes til et strejftog gennem tiden, der indbefattede både hans tidlige år for ECM og den frugtbare inspiration fra Ornette Coleman.
Det var den sidste aften i årets VinterJazz. Nu må det gerne blive forår, og så ser vi småt frem til, hvad sommerens festival vil bringe.
Boris Rabinowitsch
Politikens mangeårige jazzanmelder har trukket sig tilbage efter mange års tro jazztjeneste - men vi har lokket ham til at blogge her på jazz.dk!